Målgruppe

Målgruppen kan beskrives som børn og unge, der er følelsesmæssigt skadet i svær grad. Der er tale om skader, som kan være sket i fostertilstanden på grund af alkohol, narkotika eller medicin. I andre tilfælde har børnene måske været udsat for svært omsorgssvigt, og de kan være traumatiserede, understimulerede og/eller have hjerneskade til følge.

Ligeledes modtages sarte, skrøbelige og sensitive børn, som er genetisk disponeret for psykiske vanskeligheder. Målgruppen omfatter således ADHD, mental retardering, tilknytningsforstyrrelse, gennemgribende udviklingsforstyrrelser, føtalt alkoholsyndrom, OCD, angst og spiseforstyrrelse.

De fleste af børnene og de unge er i medicinsk behandling. Medicinering sker altid i samarbejde med Børne- og Ungdomspsykiatrien på OUH (Odense Universitetshospital). Fire gange om året er der medicinkontrol på Munkegården, hvor en læge fra OUH kommer på besøg og har samtaler med børnene og de unge omkring deres medicin.

Når et barn indskrives på Munkegården, udredes barnet sammen med en tilknyttet psykolog, og herefter tilrettelægges en behandlingsplan. Om nødvendigt udredes barnet i børnepsykiatrisk regi. Dog forventes det ved anbringelsen, at kommunen formulerer en handleplan, følger barnet og støtter forældrene under anbringelsen.

Den månedlige anbringelsespris er i henhold til budgetaftale med tilsynsmyndigheden. Opholdsprisen inkluderer terapiforløb og psykologisk udredning. Desuden er Munkegården åben 365 dage om året, og det betyder, at der er mulighed for at barnet eller den unge kan fejre jul og nytår på Munkegården samt opholde sig her i alle weekender og ferier.

Ligeledes inkluderer opholdsprisen al ledsagelse (herunder på færgen) af børn og unge i forbindelse med medicinkontrol, terapiforløb, tandlæge, lægebesøg og psykologisk udredning. Ledsagelse i forbindelse med samvær og weekends aftales individuelt.  

Munkegården er godkendt til 12 børn og unge i alderen 4-18 år (med mulighed for efterværn til det 23. år). Munkegården råder over 8 behandlingspladser til almindelig takst samt fire behandlingspladser til forhøjet takst.

Munkegården er godkendt af Socialtilsyn Midt.